Ny træner til 1. holdet til næste sæson

Selvom sæsonen langt fra er overstået er klubben allerede ved at kigge frem mod næste sæson. Det ligger nu fast at man skal ud og finde en ny træner til klubbens 1. hold der pt befinder sig i serie 2. Torsten Møller Jensen har meddelt bestyrelsen at han ønsker at stoppe ved kontraktudløb efter denne sæson.
Du har ønsket at stoppe som træner i NUBI ved kontraktudløb sidst på året. Hvad skyldes det?
- Jeg har ønsket at prioritere familien lidt mere i den næste tid. Jeg har været rigtig glad for min tid i NUBI og med samarbejdet med bestyrelsen og specielt med spillerne. Så min beslutning om at stoppe skyldes på ingen måde utilfredshed med klubben siger Torsten Møller Jensen.
- Da jeg startede for 2 år siden var truppen meget smal og derfor var vi naturligvis meget afhængig af at undgå skader og andre afbud. I løbet af det sidste år er det dog blevet meget anderledes. Vi har fået tilført truppen nogle flere spillere og vi har lige udvidet truppens størrelse, da der efterhånden er mange dygtige spillere i klubben. Vi har bevidst givet nogle af de unge spillere chancen og selv om vi stadigvæk har nogle ældre spillere på holdet, så har gennemsnitsalderen til vores sidste kampe været ca 24 år. Så jeg ser helt sikker en lys fremtid for klubben og ser frem til at følge dem lidt på afstand og følge med i deres fremgang, som jeg er sikker på de får siger Torsten Møller Jensen.
Torsten kom til NUBI i januar 2015 efter han tidligere havde været træner i Lindholm IF. Efter fire sæsoner skal klubben nu ud på markedet og finde en ny træner.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi, både spillertruppen og bestyrelsen, meget gerne havde forlænget aftalen med Torsten, men vi har dog fuld forståelse for hans ønske om mere tid på hjemmefronten. Både spillertruppen og bestyrelsen har været ovenud tilfredse med samarbejdet med Torsten og den positive udvikling truppen har været igennem, især det sidste halve år, er i høj grad Torstens fortjeneste siger Fodboldformand Daniel Svendsen.
- Nu står vi så med opgaven at finde en afløser der kan fortsætte det positive arbejde med truppen Torsten har haft de sidste fire sæsoner. Vi har noteret nogle kandidater på blokken, men hører også gerne fra trænere der kunne være interesseret i jobbet.
- Truppen har ikke været bredere i mange sæsoner og med et 2. hold der har etableret sig i serie 4 og et nystartet serie 6 hold ser det rigtigt god ud for herreseniorafdelingen. Gennemsnitsalderen har også fået et ryk nedad det sidste års tid og det er særdeles positivt for afdelingen siger Daniel Svendsen.
- Sæsonen er i fuld gang og både Torsten og spillertruppen har selvfølgelig fokus på den opgave og mon ikke spillerne er opsatte på at slutte godt af med Torsten ved roret slutter Daniel Svendsen.
Ønsker man mere info omkring trænerjobbet så kontakt Fodboldformand Daniel Svendsen på tlf. 20 65 01 67 eller dasv1980@gmail.com.